Vi arbejder ud fra et fælles pædagogisk grundlag, der danner rammen om vores uddannelses-, afklarings- og beskæftigelsestilbud. Vores tilgang tager udgangspunkt i relationer, anerkendelse og praksisnær læring og har fokus på den enkeltes udvikling, livsduelighed og tilknytning til arbejdsfællesskaber.
Vores pædagogiske tilgang
Vores pædagogiske arbejde bygger på flere sammenhængende tilgange, som tilsammen skaber trygge, tydelige og udviklende rammer.
Anerkendende tilgang
Vi arbejder anerkendende og ressourcefokuseret med udgangspunkt i den enkeltes styrker, erfaringer og potentialer. Anerkendelse er et aktivt pædagogisk greb, der understøtter motivation, ansvar og positiv udvikling.
Systemisk tilgang
Vi ser mennesket som en del af større sammenhænge og fællesskaber. Udvikling forstås i relation til omgivelserne, og vi arbejder bevidst med samspil, kommunikation og rammer i hverdagen.
Narrativ tilgang
Den narrative tilgang betyder, at vi har fokus på de fortællinger, den enkelte har om sig selv og sit liv. Sammen arbejder vi med at skabe nye og mere konstruktive fortællinger, som kan styrke identitet, handlemuligheder og selvforståelse.
Low arousal
Low arousal er en grundlæggende tilgang i vores arbejde med konflikthåndtering og trivsel. Fokus er på de fagprofessionelles ansvar for at skabe ro, forudsigelighed og tryghed gennem egen adfærd og struktur.
Relationer og trygge rammer
Relationer er en forudsætning for læring og udvikling. På Kilden møder vi unge og voksne dér, hvor de er i livet, og arbejder bevidst med tillid, tydelighed og gensidig respekt. Gennem faste rammer, genkendelige strukturer og nærværende voksne skaber vi et miljø, hvor den enkelte kan udvikle sig i sit eget tempo.
Faglighed og fælles sprog
Kildens medarbejdere har relevante faglige og pædagogiske kompetencer og arbejder ud fra et fælles pædagogisk fundament. Det fælles sprog og den fælles forståelse sikrer sammenhæng, kvalitet og tydelighed i arbejdet med både elever, deltagere og ansatte.